De danske torp-landsbyers jordbundsforhold

af Laura Hedemand, Peder Dam og Johnny Gøgsig Jakobsen, Roskilde Universitetscenter 2003.

Netversion af symposieoplæg og efterfølgende artikel bragt i ’Nordiske torp-navne. Rapport fra NORNAs 31. symposium i Jaruplund 25.-28. april 2002’, red. af P. Gammeltoft & B. Jørgensen, Uppsala 2003, 95-108.

Summary in English

Tekstur, bonitet og jordklassificering

Nutidens danske jordklassificering stammer fra 1974 og bygger på teksturanalyser fra 36.000 prøver fra pløjelaget og undergrunden. Jordtyperne er blevet inddelt i otte hovedtyper, de såkaldte “farvekoder”, hvor de seks første typer (FK1-FK6) er inddelt efter teksturen, dvs. prøvens relative indhold af ler, silt og finsand. Hvor jordprøven indeholder mere end 10% humus, er den blevet klassificeret som “humusjord” (FK7) uanset teksturen. Den sidste hovedtype (FK8) omfatter forskellige slags atypiske jorder, først og fremmest de stærkt kalkholdige jorder.

Tabel 1. Jordtypebetegnelser i Den Danske Jordklassificering (Madsen & al. 1992).

For vores problemstilling er det primært farvekoderne FK1-FK6, der er interessante, da de beskriver jordens tekstur. FK1 repræsenterer de mest sandede jorder i Danmark og jo højere farvekoden bliver, jo mere “leret” er jorden. De forskellige teksturtyper er meget ulige fordelt i Danmark. FK1 og FK2 er hovedsageligt placeret i henholdsvis Vest- og Nordjylland, og jorden bliver generelt mere lerholdig, efterhånden som man bevæger sig østpå. FK4 er den typiske østdanske morænelerjord, mens FK5-FK6 er de tungeste lerjorder, der primært findes på Lolland-Falster. Dette er dog kun generelle tendenser. Teksturen er også meget varieret på lokalt plan, og som regel har selv de enkelte ejerlav flere forskellige farvekoder inden for deres grænser.

Fig. 1. Oversigtskort over jordtypernes fordeling i Danmark jf. Den Danske Jordbundsklassificering 1:200.000.

Landsbykortlægningen, bufferanalysen og zoneinddelingen

Efter landsbyens placering er diverse oplysninger blevet indtastet i den tilhørende datatabel, bl.a. navnet på landsbyen, samt herreds- og sogneoplysninger. Den vigtigste indtastning i datatabellen er registreringen af, om landsbyens stednavneendelse er en af de udvalgte 22 almindeligste endelser. Stednavneendelserne kan i visse tilfælde have ændret sig gennem tiden, så de er tillige kontrolleret med Stednavne ordbog (Jørgensen 1995). I alt er 6.450 landsbyer blevet digitaliseret, men i nærværende undersøgelse indgår kun de 826 torp-byer og de 1639 ældre byer med endelserne -inge, -lev, -løse, -sted og -hem.

Det næste skridt har været analysen af sammenhængen mellem de to kort. Jævnfør Viggo Hansens (1973) undersøgelser lå den vigtigste agerjord (indmarken) inden for en radius af 1000 m fra selve landsbyen. Omkring hvert af landsbypunkterne har vi derfor genereret en cirkel med en radius på 1000 m, og fordelingen af jordbundsforholdene inden for denne bufferzone, der altså kan siges at repræsentere “den potentielle indmarkszone”, er overført til datatabellen. Dermed har hver landsby således tilknyttet oplysninger om, hvor stort et areal af hver af jordtypefarvekoderne der findes i det umiddelbare opland, og ved at lægge alle dataene fra henholdsvis torp-byerne og de ældre byer sammen, kan den gennemsnitlige jordbundsfordeling for de to landsbygrupper udregnes for hele landet. For at se om den på landsplan fundne tendens ikke kun skyldes tilfældigheder, er undersøgelsen af jordbunden omkring landsbyerne blevet gentaget i otte zoner, som vi har inddelt Danmark i. Zoneinddelingen tager udgangspunkt i jordbundsforholdene, idet det er tilstræbt at få inddelt landet efter så homogene jordbundsforhold i hver zone som muligt.

Analysens resultater

Fig. 3. Jordtypefordeling generelt (hvide søjler) og omkring torp-byer (røde søjler) og før-vikingetidige landsbyer (blå søjler) i hele landet. I intervallet FK1-FK6 bliver jordtyperne gradvist mere lerede, således at FK1 er den mest sandede jord, mens FK6 er den mest lerede. FK7 er vådbundsprægede humusjorder.

I første omgang kan vi konstatere, at jordens beskaffenhed synes at have haft betydning for, hvor man anlagde sine landsbyer. Selvom en fjerdedel af Danmarks areal består af grovsandet jord (FK1), er det en betydelig mindre andel af de to landsbytypers potentielle indmarksjorder, der findes her. Det omvendte forhold gælder på jordtyperne lerblandet sandjord (FK3) og sandblandet lerjord (FK4), hvor man kan tale om en bebyggelsesmæssig overrepræsentation. Eller sagt på en anden måde: Der er anlagt relativt flere landsbyer på de lerede jorder end på de sandede.

Men som man kan se, så er der også en indbyrdes forskel på de to farvede søjler. Sammenlignet med de ældre byer har torp-byerne en mere sandet jord til rådighed, mens de ældre byer samlet set har taget en relativt større andel af de lerede jorder. Dette ses især på jordtyperne FK1 til FK4. Vi kan aflæse forskellene til ca. 4% på FK1 og næsten det samme på FK4. Men er det så meget eller lidt? Det har vi afprøvet ved hjælp af en statistisk test, en såkaldt sammenligning af multinomialfordelinger, der viser, at forskellene mellem torp-byernes og de ældre byers jordbundsforhold i 1000 m-zonen er statistisk signifikante.

Testen gav en testsandsynlighed på under 0,1% for en modhypotese om, at de målte forskelle skyldes tilfældigheder. Det betyder, at hvis der IKKE findes en virkelig forskel på torp-byernes og de ældre byers jordtypefordeling, så ville der være mindre end 0,10% sandsynlighed for at nå frem til et sæt observationer som vore (eller et, der i endnu højere grad indikerede en forskel), hvis man gentog analysen. Dette er ikke helt det samme som at sige, at der er mere end 99,90% sandsynlighed for, at den hævdede forskel er reel, men det er så tæt vi kan komme på et “bevis” ad statistikkens vej. Grænsen, for hvornår en modhypotese kan anses for usandsynlig eller ej, sættes normalt til en testsandsynlighed på 5% (Larsen 1995).

Vi mener at finde en kraftig støtte for observationerne på landsplan i, at samme forskel går igen i samtlige analysens otte jordtypeinddelte zoner. Graden af forskel på torp-byers og ældre byers jordtypefordeling varierer dog imellem zonerne. Mindst er den på Fyn/Samsø og i Nordjylland, og selvom forskellen i disse to zoner peger i samme retning som i de øvrige zoner, så er variationerne i tallene her så små, at de ikke kan tillægges statistisk signifikans jævnfør ovennævnte test.

Jordtypen FK3 tiltrækker sig særlig opmærksomhed i analysen. På landsplan har torp-byerne og de ældre byer en næsten lige stor procentvis andel af den samlede potentielle indmarkszone placeret på FK3, selvom der kan spores en mindre overvægt til de ældre byer. Hvis man derimod går ned i de enkelte zoner, vil man opdage, at på Øerne ligger en større procentandel af torp-jorderne end de ældre bymarksjorder på FK3, mens det i Jylland er lige omvendt (jf. fig. 4-6). 

Fig. 4. Fordeling af jordtyperne på Sjælland (excl. Nordsjælland) ialt (hvide søjler), samt i den potentielle indmarkszone (1000 m) omkring torp-byer (røde søjler) og omkring før-vikingetidige landsbyer (blå søjler).

Fig. 5. Fordeling af jordtyperne i Østjylland ialt (hvide søjler), samt i den potentielle indmarkszone (1000 m) omkring torp-byer (røde søjler) og omkring før-vikingetidige landsbyer (blå søjler).

Fig. 6. Fordeling af jordtyperne i Vestjylland ialt (hvide søjler), samt i den potentielle indmarkszone (1000 m) omkring torp-byer (røde søjler) og omkring før-vikingetidige landsbyer (blå søjler).

Dette forhold bliver yderligere interessant ved, at FK3 i store dele af Jylland er at regne for en af de mest lerede jordtyper (sammenlignet med alternativerne FK1 og FK2), mens den på Øerne må regnes for en af de mest sandede (sammenlignet med alternativerne FK4 og FK5). Forskellene på FK3’s betydning i Øst- og Vestdanmark kan således siges at sløre resultatet på landsplan, hvor de regionale forskelle udligner hinanden, og tages dette forhold med i betragtning, sammen med FK3’s betydelige andel af landets samlede jordareal (26,8% og dermed den mest udbredte jordtype), tyder zoneanalyserne således på, at forskellen faktisk er mere signifikant end landsplansanalysen umiddelbart indikerer.

Jordens tekstur synes således at have haft betydning for landsbyernes anlæggelse, således at torp-byerne gennemgående har fået en mere sandet jord end gruppen af ældre byer med endelserne -inge, -lev, -løse, -sted og -hem. Billedet kompliceres dog, når man også inddrager FK5 (lerjord). I hele landet har de to landsbygrupper næsten samme andel af deres potentielle indmarksjord placeret på de tunge lerjorder, som dog ikke fylder meget på landsplan med en andel på blot 5,6% af landets samlede jordoverflade. Jordtypens primære betydning er på øerne Lolland, Falster og Møn, og her er der en tydelig tendens til, at torp-byerne både ligger på den mest lerede jord (FK5) og den mest sandede (FK3), mens de ældre byer dominerer på “mellemjordtypen” FK4.

Fig. 7. Fordeling af jordtyperne på Lolland, Falster og Møn ialt (hvide søjler), samt i den potentielle indmarkszone (1000 m) omkring torp-byer (røde søjler) og omkring før-vikingetidige landsbyer (blå søjler).

Mulige tolkninger og konklusioner på analysen

Vi kan altså konstatere, at de ældre byer har en gennemgående og signifikant tendens til at have mere lerholdige jorder end torp-byerne, men hvad er dette så udtryk for? 

Umiddelbart synes resultatet af vore undersøgelser især at støtte den traditionelle opfattelse af torp-bebyggelserne som jordmæssigt forfordelte sammenlignet med de ældre byer. Spørgsmålet er imidlertid, om vi kan tillade os at overføre nutidens bonitetsopfattelser til sen vikingetid og tidlig middelalder. Det som vi i dag - eller endog ved matriklen i 1688 - opfatter som god agerjord med en høj dyrkningsværdi behøver ikke nødvendigvis også at have været det for 1000 år siden. Det er desværre stadig frustrerende lidt vi ved om landbruget i den periode, hvor vi normalt antager, at torp-byerne blev anlagt - og deres ældre forløbere blev stedfaste for den sags skyld. Det gælder både med hensyn til afgrødesammensætningen og de dyrkningstekniske metoder, som begge er ret afgørende for, hvor velegnede de eksisterende jorder var til landbrug og bebyggelse i det hele taget. I sine studier af landsbyerne i Five Boroughs-området i det engelske Danelagen arbejdede Kenneth Cameron (1977) således ud fra en hypotese om, at når f.eks. Grimston-hybriderne i højere grad findes på de store sandøer end -by og -thorpe, så viser det netop, at de skandinaviske bosættelser er kommet senere til, hvor den mest bebyggelsesvenlige jord var taget i brug.

At de sandede jorder var lettere at kolonisere er vel en rimelig nok formodning, eftersom skovdækket gennemgående er tyndere på sand, ligesom jorden var bedre drænet til selve bebyggelsen. Men var den også bedre at dyrke? Der er almindelig enighed om, at byg var den mest udbredte kornart i Danmark i torpernes anlæggelsesperiode, muligvis i en form for blandsæd, mens omfanget af rugdyrkning i denne periode er et emne til fortsat stor diskussion (Helbæk 1970; Steensberg 1968, 39; Steensberg 1980a; Hjelmqvist 1982; Porsmose 1988, 289-291; Hedeager & Kristiansen 1988, 37, 151 og 191). Meget firkantet stillet op er byg relativt mere egnet til lerjord end rug, der omvendt vokser relativt bedre på sandjord (Jensen & Reenberg 1986, 35-42). Et andet afgørende spørgsmål er, i hvor høj grad man i den tidlige middelalder var i stand til at bearbejde jorden. Indførelsen af muldfjælsploven, der af mange anses for en nødvendig faktor for rentabel dyrkning af selv almindelige lerjorder, bliver af nogle historikere dateret til vikingetiden i sin tidligste form (f.eks. Duby 1969, 31-32; og Porsmose 1988, 284-285), mens andre mener, at den først for alvor fik betydning for dansk landbrug i senmiddelalderen (f.eks. Steensberg 1968). Et tredje og nok så interessant spørgsmål er, om man i “torptiden” brugte at dræne lerjorderne, f.eks. ved hjælp af grøfter. Der er ingen tvivl om, at man har kendt til teknikken, som allerede romerne brugte (Steensberg 1980b), men hverken i Danmark eller resten af Vesteuropa er der sikre eksempler på, at denne meget arbejdskrævende jordforbedringsteknik blev anvendt i middelalderen på agerjord. Alt dette betyder, at hvis man i perioden hverken har haft en ordentlig plov eller drænet lerjorden med grøfter, så har sandjorderne været at opfatte som betydeligt mere dyrkningsvenlige end i 1600-tallet og i dag. Og dermed fremstår torp- byerne mindre marginaliserede i jordbundsmæssig henseende.

Men når alle disse forbehold er taget, så mener vi nu stadig, at meget taler for at se torp-byerne som en sekundær bebyggelsesform også i landbrugsmæssig henseende. Denne vurdering bygger først og fremmest på iagttagelsen af, at torp-byerne også på de generelt mere sandede jorder i Jylland stadig er relativt overrepræsenterede på den allermest sandede jord. Dertil kommer, at vi ligeledes kan konstatere en torp-mæssig overrepræsentation på de meget lerholdige FK5-jorder på Lolland-Falster, hvilket netop kunne tyde på, at torp-byerne har fået de teksturmæssigt mest “ekstreme” jorder, hvor jorden pga. teksturens betydning for vækstbetingelserne har været relativt mindst egnet til agerbrug. Vi mener endvidere, at vurderingen også understøttes af andre iagttagne forhold, såsom ejerlavenes størrelse (og i 1688-matriklen også de opdyrkede arealers størrelse), der alt sammen peger på en sekundær rolle for landsbyer med endelsen -torp sammenlignet med de potentielle adelbyendelser -inge, -lev, -løse, -sted og -hem.

Vores jordbundsgeografiske analyse af torp-byerne giver altså ikke noget endegyldigt svar på bebyggelsestypens landbrugshistoriske rolle, men den kan forhåbentlig supplere med endnu en brik til puslespillet. En lang række andre geografiske undersøgelser af torp-bebyggelserne vil kunne kaste mere lys over emnet, hvilket vi da også er i gang med. Et andet spørgsmål, der melder sig i den forbindelse, er, i hvor høj grad det er rimeligt at sætte lighedstegn mellem stednavneendelsen -torp og torpen som udflytterbebyggelse. Det kunne således også være interessant i kommende analyser at skelne mellem forskellige undergrupper af torp-bebyggelser, som eksempelvis Michael Lerche Nielsen (1997, 116) lægger op til.

Summary in English

The study shows, that the old villages (with Iron Age place-name types) has a significant larger amount of loamy soil types in their surrounding area than the thorpes. The same result occurres with different strength on national and regional level; only in Funen and Northern Jutland the differences are not statistical significant. Due to general studies of the fertility of the different soil types, this result could support a theory of the thorpes being a marginalised settlement type. Against this interpretation, it could be argued, that the high water content of loam could be anticipated to perform a problem (due to poor drainage) for the medieval farmer, just as the introduction of new crops such as rye and oats would make sandy soil less secondary to loam, but this does not explain, that even in areas with only sand and loamy sand (such as in most of Jutland), the thorpes still are situated on more sandy soil than the old villages.

Litteraturliste

• Cameron, Kenneth (1977): “Scandinavian settlement in the territory of the Five Boroughs: the place-name evidence”, i ‘Place-name evidence for the Anglo-Saxon invasion and Scandinavian settlements’, red. af K. Cameron, English Place-Name Society, 115-171.

• Christensen, C.A. (1963-66): “Ændringer i landsbyens økonomiske og sociale struktur i det 14. og 15. århundrede”, i ‘Historisk Tidsskrift’ 12. række bind 1, 257-348.

• Duby, Georges (1969): “Medieval Agriculture 900-1500”, overs. af R. Greaves, The Fontana Economic History of Europe I:5, London & Glasgow.

• Eriksson, Manne (1982): “Torp” og “-torp”, i ‘Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder’ bind 18, 2. oplag, Rosenkilde & Bagger, 489-492 og 492-495.

• Frandsen, Karl-Erik (1984): “Atlas over Danmarks administrative inddeling efter 1660” bind 1-2, Dansk Historisk Fællesforening.

• Hald, Kristian (1950): “Vore Stednavne”, Udvalget for Folkeoplysnings Fremme, G.E.C. Gads Forlag, København.

• Hald, Kristian (1982): “-torp”, i ‘Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder’ bind 18, 2. oplag, Rosenkilde & Bagger, 496-499.

• Hedeager, Lotte & Kristian Kristiansen (1988): “Oldtid o. 4000 f.Kr.-1000 e.Kr.”, i ‘Det danske landbrugs historie’ bind 1, red. af Claus Bjørn, Landbohistorisk Selskab, Odense.

• Hjelmqvist, Hakon (1982): “Råg”, i ‘Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder’ bind 14, 2. oplag, Rosenkilde & Bagger, 551-554.

• Jensen, Kristian Marius & Anette Reenberg (1986): “Landbrugsatlas Danmark”, Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København.

• Jørgensen, Bent (1995): “Stednavne ordbog”, Gyldendal.

• Kort- og Matrikelstyrelsen 1995: Danmarks Topografiske Kort.

• Larsen, Jørgen (1995): “Statistiknoter”, IMFUFA tekst nr. 304d og 304e, Roskilde Universitetscenter.

• Madsen, Henrik Breuning & al. (1992): “Atlas over Danmark - Den danske jordklassificering”, Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København.

• Nielsen, Michael Lerche (1997): “Vikingetidens personnavne i Danmark - belyst gennem runeindskrifternes personnavne og stednavne på -torp sammensat med personnavneforled”, ph.d.-afhandling, Institut for Navneforskning, Københavns Universitet.

• Porsmose, Erland (1981): “Den regulerede landsby - studier over bebyggelsesudviklingen på Fyn i tiden fra ca. 1700 til ca. 1000 e.Kr. fødsel”, Odense Universitetsforlag.

• Porsmose, Erland (1987): “De fynske landsbyers historie - i dyrkningsfællesskabets tid”, Odense Universitetsforlag.

• Porsmose, Erland (1988): “Middelalder o. 1000-1536”, i ‘Det danske landbrugs historie’ bind 1, red. af Claus Bjørn, Landbohistorisk Selskab, Odense.

• Steensberg, Axel (1968): “Atlas over Borups agre 1000-1200 e.Kr. - Textbind”, G.E.C. Gads Forlag, København.

• Steensberg, Axel (1980a): “Byg”, i ‘Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder’ bind 2, 2. oplag, Rosenkilde & Bagger, 405-407.

• Steensberg, Axel (1980b): “Dræn o. dræning”, i ‘Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder’ bind 3, 2. oplag, Rosenkilde & Bagger, 351-354.