Mariager Kloster

Mariager Kloster var i middelalderen beboet af nonner og munke fra Birgittinerordenen. Det blev oprettet i 1446 på initiativ af århusbispen og den nordøstjyske adel. Kirken stod færdig omkring 1480 og var da en af landets største: 75 x 32 x 25 m (længde-bredde-højde). Gennem jordegaver fra adelen blev klosteret snart den største godsejer i Nordøstjylland. Efter Reformationen blev klosteret endeligt lukket i 1585. Klosterkirken blev derefter omdannet til Mariagers sognekirke. Kirkens østdel, samt resten af klosteranlægget blev nedrevet i 1700- og 1800-tallet, på nær en bygning vest for kirken, der nu fungerer som dommerkontor.

Den hellige Birgitta af Vadstena og hendes orden

Birgittinerordenen, eller mere korrekt Ordo Sancti Salvatoris (Den Hellige Frelsers Orden), er den eneste af middelalderens klosterordener, der er begyndt i Norden. Ordenen blev stiftet af den svenske adelskvinde Birgitta av Vadstena (ca.1303-1373), der allerede som barn fik religiøse åbenbaringer. Igennem disse syn fik Birgitta bl.a. beskeder fra Gud til en række af tidens prominente politiske skikkelser, heriblandt den svenske konge og paven. Meddelelserne var ofte af en ganske skarp og irettesættende karakter, og som voksen slog Birgitta sig ned i Rom for bl.a. at få paven til at flytte tilbage hertil fra sin residens i Avignon, sådan som Gud havde fortalt hende at han ønskede det. Gud var heller ikke helt tilfreds med situationen i 1300-tallets klostre, hvor moralen og disciplinen efterhånden var blevet for slap, og efter uden større held at få klosterordenerne til at rette sig ind efter Birgittas formaninger, gav Gud hende besked på i stedet selv at oprette en ny klosterorden. Birgittinerordenen, der fik pavens formelle godkendelse i 1378, var først og fremmest en orden for nonner, men i modsætning til tidens øvrige nonneklostre skulle der til hvert kloster også være en fast gruppe af tilknyttede præster.

Den hellige Birgitta nedskriver reglerne for sin klosterorden, som de dikteres hende af en engel sendt fra Gud. Hun er selvfølgelig selv iklædt den dragt, som også hendes nonner skulle bære: Grå dragt, hvidt hovedklæde og sort slør. Miniature i birgittinsk regelbog fra klosteret i Dendermonde. Hessische Landes- und Hochschulbibliothek, Darmstadt. Fra Nyberg 1991, s. 331.

Idéen om sådanne kønsmæssige ”dobbeltklostre” var ellers blevet opgivet i 1100-tallet. Nu fik Birgitta imidlertid også en ganske konkret vejledning med fra Gud om klosterets og ikke mindst kirkens fysiske indretning, således at nonner og præster helt kunne undgå at komme for tæt på hinanden. I midten af bygningskomplekset lå kirken forbundet med nonnernes kloster på nordsiden og munkenes kloster på sydsiden. Har man set ét birgittinerkloster, kan man næsten sige, at man har set dem alle, idet de er opbygget efter meget detaljerede forskrifter fra ordensstifteren selv. Et birgittinerkloster skulle, for at kunne fungere fuldt ud efter forskrifterne, have et konvent bestående af 60 nonner og 25 munke. Munkene fungerede først og fremmest som præster og skriftefædre for nonnerne, mens andre tog sig af det mere praktiske arbejde som lægbrødre.

Da der var tale om en reformorden var klostertugten her nok strengere end i mange af samtidens øvrige nonneklostre. Kun voksne kunne optages i ordenen, hvor kvinder som minimum skulle være fyldt 18 år. Livet i et birgittinerkloster var som i andre klostre bygget om omkring individuel og fælles bøn, sidstnævnte i form af de daglige tidebønner i kirken. Dertil specialiserede birgittinerkonventerne sig i afskrivning af bøger, hvilket både nonner og munke deltog i, og i 1495 oprettede munkene i Vadstena Kloster Sveriges første bogtrykkeri.

Birgittinerordenen fik i alt fem klostre i middelalderens Norden: Vadstena i Sverige (1374), Maribo (1418), Munkeliv i Norge (1421), Nådendal i Finland (1438) og Mariager (1446). Ordenen fik imidlertid sin primære udbredelse i det øvrige Europa, hvor den omkring år 1500 talte 25 konventer og via Spanien spredte den sig til Sydamerika. Mange af klosternavnene nede i Europa knytter sig, ligesom de danske, til navnet Maria.

Birgittinerklosteret i Mariager

Tilsyneladende havde den østjyske adel, under ledelse af marsk Otto Nielsen Rosenkrantz, i første halvdel af 1400-tallet gennem længere tid haft ønske om også at få et af tidens nye Birgitta-klostre til Jylland. I praksis skabtes det godsøkonomiske fundament ved at overføre besiddelserne fra et kort forinden opgivet karteuserklosterprojekt i Tjæreby, der selv byggede på to nedlagte benediktinerklostre i Glenstrup og Randers. I 1446 var de politiske og godsmæssige forhold så meget på plads, at biskop Ulrik af Århus og pave Eugenius IV kunne give klosteroprettelsen deres velsignelse. Klosterstiftelsen i Mariager fik status af datterkloster i forhold til Danmarks eneste andet birgittinerkloster i Maribo.

Rekonstrueret model af Mariager Klosters mulige udseende i perioden 1480-1588, set fra nordøst. Model på Mariager Museum af Per Sloth Carlsen. Foto af Henrik Olesen i Carlsen 2003, s. 3.

Klosteret fik beliggenhed på sydsiden af det, som i eftertiden fik navnet Mariager Fjord. Før 1446 fandtes imidlertid ingen Mariager, idet byen først efterfølgende voksede op omkring klosteret. Der fandtes dog i forvejen en mindre landsbybebyggelse, der muligvis har heddet Lunddal. Navnet Mariager, ”Marias Ager”, anvendtes om klosteret allerede fra begyndelsen.

Et blik ind i Mariager Klosterkirke, som man mener den har set ud i perioden 1480-1588. Til venstre plan over kirken set nordfra og oppefra, til højre kirken set inde fra munkenes kor i kirkens vestende ned mod nonnernes hævede kor. Rekonstruktionstegninger af Leif Høgh og Per Sloth Carlsen i Carlsen 2003, s. 8 og 9.

Vore to birgittinske klosterkirker i Maribo og Mariager har været ret enestående i dansk kirkebyggeri, idet de kunne opføres fuldkomment efter senmiddelalderens idealer og i 1400-tallets højgotiske stil uden hensyntagen til en ældre kirke. Kirken i Mariager blev efter forskrifterne opført som en treskibet basilika, hvor hovedskibets hvælv nåede en højde af 25 m og sideskibene hver rakte 15 m op. I modsætning til normalen lå munkenes kor, hvor den primære gudstjeneste fejredes, i kirkens vestende. Dette var for at give plads til et særskilt kor for nonnerne i østenden anlagt i førstesals højde, hvortil nonnerne havde deres egen indgang gennem en dør omtrent midt i nordvæggen. De mandlige præster havde adgang til Maria-alteret i nonnernes kor ad en hævet omgang langs væggen. I skibets stueetage havde lægfolk udefra adgang til klosterkirken. Et stort jerngitter adskilte denne del af skibet fra koret. Den nutidige hovedindgang kaldtes i middelalderen ”Nådens og Ærens Port” og anvendtes kun af nonnerne i forbindelse med deres optagelse i konventet og ved deres begravelse. Vest for munkekoret var opført et tårn. Kirken, der blev opført i brændte teglsten (”munkesten”), var ialt 75 m lang og 32 m bred. Den stod færdig til indvielse omkring 1480. Da der ifølge Birgittas forskrifter skulle ligge en sø vest for klosterkirken, måtte en sådan anlægges kunstigt i Mariager, idet der ikke fandtes en fra naturens hånd. Både byggeriet og organisationen af klosterlivet synes gennemført under opsyn af en udsendt ekspert fra ordenens kloster i Firenze, Severin af Koblenz.

Birgittinerkirker adskiller sig fra andre klosterkirker ved en gennemtænkt plan til at holde kirkens forskellige afsnit skarpt adskilte. Til venstre en model over kirkens tre afsnit, hvor det blå område (på et podium i førstesals højde) var for nonnerne alene, det gule afsnit (i kirkens to kor og omgangen langs væggene) for munkepræsterne og det hvide afsnit (i selve skibet) var for lægfolk. Til højre en mere detaljeret rekonstruktion af nonnernes hævede kor, hvortil de havde direkte adgang til østfløjens sovesal i nonneklosteret. Længst mod øst i koret stod et alter indviet til Jomfru Maria adskilt fra resten af koret med et jerngitter. Hertil havde præsterne adgang via en hævet omgang langs væggen, der gik under nonnernes gang mellem klosteret og kirken. På denne måde kunne kønnene holdes ærbødigt og sikkert adskilt. Rekonstruktionstegninger af Per Sloth Carlsen i Carlsen 2003, s. 11 og 12.

Mariager Kloster blev hurtigt populært blandt den nørrejyske adels døtre og enker, og ved hver indtræden fulgte en medgift, således at klosteret ved Reformationen ejede mere end 600 gårde og godser spredt over hele Jylland, dog især i det nordøstjyske. Udover medgifterne fik klosteret godsgaver gennem oprettelse af sjælemesser og kapelstiftelser med eksterne begravelser i klosterkirken. Foruden familien Rosenkrantz vides bl.a. slægterne Krumpen og Lykke at have støttet klosteret. Blandt de mest prominente begravelser i Mariager Klosterkirke står Børglums sidste katolske biskop Stygge Krumpen († 1551), der blev gravlagt i Krumpen-slægtens private kapel, hvorfra hans ligsten senere er flyttet hen til den nuværende placering i kirkens østende. Ved middelalderens slutning var Mariager Kloster både i godsøkonomisk og i religiøs henseende at regne for det største kloster i Østjylland.

Til venstre: Fordelingen af Mariager Klosters kendte godsbesiddelser o. 1540. Kort af Per Sloth Carlsen i Carlsen 2003, s. 5.

Til højre: Stygge Krumpens ligsten i Mariager klosterkirke. Foto af Nationalmuseet. Carlsen 2003, s. 18.

Af inventar fra klosterkirkens dage er bevaret tre større træskærerarbejder: Kirkens store krucifiks og to Kristusfigurer i tårnrummet fra omkring år 1500 kaldt ”Kristi grav” og ”Smertensmanden”. Krucifikset har oprindeligt hængt over triumfbuen mellem skibet og munkekoret. Den siddende Kristusskikkelse har siddet ved birgittinerkirkens obligatoriske Kristi Legemsalter inden for ”Nådens og Ærens Port” i østgavlen. Kristus i kisten har stået et sted i skibet og formentlig især været benyttet i forbindelse med påskens ceremonier. Desuden er bevaret et kalkmaleri på skibets nordvæg fra omkring 1500, der skildrer et motiv fra lidelseshistorien. Dertil findes enkelte af klosterkirkens oprindelige korstole og syngepulte i hovedgårdskirken ved Visborggård.

Træfigurerne ”Smertensmanden” og ”Kristi Grav” i Mariager klosterkirke fra o. 1500. Foto af Troels Langvad, © Mariager Menighedsråd. Fra Jørgensen & Thomsen 2004, s. 190.

Klosteret under og efter Reformationen

I forbindelse med Reformationen blev alle rigets klostre overtaget af Kronen i 1536. Som så mange andre steder fik nonnerne i Mariager, hvis de ønskede det, lov at fortsætte deres tilværelse på klosteret livet ud, men her med den særlige tilføjelse, at der tillige skulle åbnes op for et samtidigt protestantisk jomfrukloster på stedet. Dette ”tvær-religiøse” kloster fortsatte frem til 1585, hvor den sidste nonne døde og stedet endeligt blev lukket som kloster.

I 1588 beordrede regeringsrådet bag den unge Christian IV Mariager Kloster ombygget til kongelig avlsgård. Opgaven blev lagt i hænderne på Jakob Seefeld til Visborggård, der i den forbindelse bl.a. lod nonnernes kor rive ned. Besøg af tyske og svenske besættelsestropper op gennem 1600-tallet gjorde angiveligt ikke klosterets bygningsmæssige stand bedre, og i 1721-22 blev nonneklosteret revet ned, fulgt af det meste af munkeklosteret i starten af 1800-tallet. Også en stor del af klosterkirken blev nedrevet og genopbygget i 1788-89 i en mere behersket størrelse; kun den vestlige del omkring munkenes kor er i dag tilbage fra middelalderen. Det nutidige udseende stammer fra ombygninger i 1931-33 og 1994-95. Når kirken blev genopbygget hænger det sammen med, at den efter Reformationen fortsatte som almindelig sognekirke for Mariager by. Af det øvrige kloster står kun en mindre bygning tilbage, der har ligget på grænsen mellem nonne- og munkeklosteret; den havde i 2004 anvendelse som dommerkontor.

Mariager klosterkirke, som den ser ud idag. Foto af Troels Langvad, © Mariager Menighedsråd. Fra Jørgensen & Thomsen 2004, s. 189.

	Katalog over Danmarks klostre (KlosterGIS DK)

	Tilbage til JGGJ forside